Kalundborg den 4.-6. juni 2004

Formand Poul havde inviteret til træf i sit sommerhus i denne tidlige juniweekend. Både jyderne og de fleste sjællændere havde valgt at troppe op i løbet af fredag aften og det var ikke verdens heldigste dag at starte turen på. Vi havde haft blå himmel og sommertemperaturer hele ugen, men netop fredag valgte vejret at slå om med regn i rigelige mængder. Jyderne blev hårdest ramt og de havde oven i købet den længste køretur og blev skyllet af vejen allerede ved Kolding. Iben og jeg mødtes mellem Roskilde og Holbæk kl. 18.00 og trillede stille og roligt mod Vollerup. Da vi ankom til Pouls og Lindas sommerhus var Holger og Uffe allerede ankommet fra sydhavsøerne. Det skal lige indskydes, at mor Iben var fuldstændig uudholdelig hele weekenden, fordi hun – som den første i klubben – kunne trille på træf på en sprit ny Shadow 750 C4 med kardantræk – bordeauxrød og med ca. 200kg chrom monteret alle tænkelige og utænkelige steder.

Den er lang, den er lav, den er hammerflot! Og inden weekenden var ovre, havde alle været oppe at sidde på dyret. Holger var godt misundelig, for han havde skiftet sin VT 600 ud med en Black Widow lige før C4’eren kom til landet og den ville han hellere have haft. Det forlyder fra pålidelig kilde, at ”enken” er sat til salg. Som aftenen skred frem kom vi op på 13 maskiner og 15 deltagere – Clas fra Lyngby kom som den sidste tøffende i bulder mørke, mens vi andre ledte efter bunden af rødvinsflasken.

Lørdag morgen stod jeg op kl. halv syv efter en elendig nat. Jeg havde købt ny mumiesovepose og ny luftmadras og da jeg i mine rødvinståger endelig havde fundet teltet, var det mig komplet umuligt at finde et hul i soveposen, som var stort nok til at jeg kunne komme ned i det. Til sidst opgav jeg og kastede mig på luftmadrassen og tog soveposen over mig. Der var imidlertid blevet proppet for lidt luft i madrassen med det resultat, at jeg trillede ned ca. hvert andet minut. Fra kl. halv et til halv syv kan man nå at trimle ned 180 gange og så er det ikke morsomt mere, så jeg stod op, vadede ned til Kattegat og kastede mig i bølgerne med bar r.. og sand i øjnene. Poul og Linda skulle til møde i grundejerforeningen om søndagen, bl.a. fordi der var blevet klaget over nøgenbadning, så hvis der har været andre ude på dette ukristelige tidspunkt, er Poul sikkert blevet præsenteret for endnu en klage. Vel tilbage på grunden kunne jeg konstatere, at ikke kun Holger – som havde advaret i forvejen – snorkede som en bryggerhest på Geels Bakke, for ud af luftkanalen på stort set samtlige telte lød det, som om en større flok bjørne var gået i vinterhi. Efterhånden fik folk dog øjne, Poul hentede morgenbrød og vi kunne indtage morgenbordet og fryde os over, at solen ville give os en perfekt køredag.

Her bliver jeg nødt til at indskyde et par ord om Pouls sommerresidens. Grunden ligger perfekt i anden række til vandet og er på ikke mindre end 4000m². En begavet ejendomsmægler vil kalde den ”en spændende naturgrund”!, hvor man både kan lege skjul og fare vild. Huset er et 100 år gammelt vist nok fiskerhus med sjæl. Dele af huset f. eks. Vinduer er nye mens andre dele står originalt med stengulv etc. og overklasseluksus som toilet forefindes ikke. Foran huset ligger en bygning, som mistænkeligt ligner Hammershus slotsruin med dele af de oprindelige mure stikkende frit op i luften og staldvinduer uden glas på de steder, hvor muren stadig er der. I et hjørne af denne tomt står Pouls verdenspatent – et moderne træk og slip! Vandet hentes via en haveslange fra stuehuset, hvor man skal huske at åbne og lukke for vandet henholdsvis før og efter brug. Ved siden af kummen står et lille havebord med voksdug, petroleumslampe og toiletpapir og for ikke at blive våd i regnvejr er det hele overdækket med en blå parasol!

Lone skulle prøve vidunderet for første gang, efter mørket havde sænket sig og brugte det meste af et kvarters tid på at følge vandslangen over stok og sten gennem ”Hammershus” for at få åbnet for vandet. Da hun endelig kom tilbage til os andre, var hun så opløst af grin, at hun var blevet tissetrængende igen.

Klokken 10.00 startede vi kortegen, men inden nåede Poul lige at få dagens chok. Pouls plan var at købe ind på vejen til aftenens grillmiddag, men Clas – om hvem man aldrig ved, om han laver fis eller er alvorlig – gjorde stilfærdigt opmærksom på, at det ikke bare var lørdag, men også Grundlovsdag og altså helligdag, så alle forretninger var lukket. Poul svedte tran og fik nervøse udslæt, men til alles store lettelse opdagede vi senere, at grundloven endnu ikke er nået til Kalundborg. Turen gik først til Røsnæs Fyr. Røsnæs Fyr markerer Sjællands vestligste punkt, men er – ligesom alle andre fyrtårne – på vej til at blive slukket for sidste gang – udkonkurreret af satellitovervågning og alskens andet nymodens pjat. Fyret er opført i 1844 og blev indtil 1939 oplyst med petroleum.

Ved Røsnæs Fyr

Turen gik herefter ind gennem det smukke landskab til Havnsø, hvor der var kræmmermarked på havnen med fadøl og musik og masser af mennesker.

Det er altid en fornøjelse at besøge sådan nogle steder, fordi mange gerne vil se maskinerne og have en sludder. Efter at have raseret en grillbar og nydt det gode vejr i en times tid fortsatte turen til Kalundborg Kirke – som hedder Vor Frue Kirke og efter sigende er bygget af Esben Snare – vi var endda indenfor og bese arkitekturen i denne borgkirke, som betragtes som det originaleste værk i middelalderens danske kirkebyggeri (bygget i år 1171). Altertavlen er udført i 1650 og meget pompøs. Vi er formentlig den eneste MC-klub i verden, som både har været på kunstmuseum og i kirke.

Vi var nu nået godt ud på eftermiddagen på denne solfyldte sommerdag og det var tid til at køre tilbage til ”lejren” og gøre klar til grillmiddagen og vi er dermed også nået til det sted i denne beretning, som jeg ikke er meget for at skrive om. Vi trillede stille og roligt ud til sommerhusområdet og ned ad den sidste grusvej. Poul kørte forrest og jeg fulgte lige efter i samme hjulspor. 10 meter før indkørslen sker det, der ikke må ske. Ud fra buskadset lige ud for Poul og undertegnede kom der pludselig en køn kvinde i bikini farende, mens hun fægtede vildt med armene (det viste sig at være Pouls kone Linda og jeg fandt aldrig ud af, hvorfor hun gjorde det). Katastrofen var uundgåelig – både Poul og jeg drejede hovedet for at nyde synet, forskellen var bare den, at Poul bremsede, det gjorde jeg ikke! Først da jeg fik skruet hovedet på plads, opdagede jeg faren og da var det for sent. Kalorius pløjede sig hen imod Pouls fine nummerpladeholder og til sidst var jeg nødt til at lægge maskinen ned for ikke at ramme Poul. Jeg indrømmer det: Når 105 kg flæsk går i dørken, er det ikke ligefrem Svanesøen, man er vidne til! Og ud over irritationen, ærgelsen og ydmygelsen spekulerer jeg også stadig på, hvordan jeg skal forklare konen, hvad der skete uden at komme i gabestokken. Og for så lige at drille alle jer machomænd med tatoveringer og en hulens masse heste mellem benene: Hvem var det, der med rekordfart fik parkeret sin maskine og kom mig til undsætning? Det var såmænd mor Iben! Heldigvis skete der ikke noget hverken med mand eller maskine, og Jan døbte da også omgående stedet til ”Kens Hvile” og har lovet at lave et skilt ved lejlighed, som Poul kan plante på stedet.

Tilbage på pladsen var der almindeligt sløvsind og solbadning. Jan hyggede sig gevaldigt ved ikke at advare mig om, at nogle fjantede tøsebørn tog billeder af mig, mens jeg storboblede i en stol – uheldigvis for Jan faldt han selv i søvn lidt efter!!

Cirka på dette tidspunkt ringede Pouls mobiltelefon. Det var Lennart, som havde fundet vej til Kalundborg og nu gerne ville guides det sidste stykke. Belært af tidligere erfaringer med Lennarts navigatoriske evner, vovede vi ikke at slippe ham løs på egen hånd, så han blev beordret til at stå helt stille på samme sted, hvorefter Holger drønede ind og samlede ham op.

Grillen blev varmet op og Uffe – som viste sig at have kokkekundskaber – påtog sig det ansvarsfulde hverv at tilberede kødet. Linda producerede den bedste salat, jeg har smagt i mands minde og naboen inviterede sig selv som betaling for at tilberede 1,5 tons små kartofler i ovnen (det er hermed bevist, at biologer rent faktisk kan bruges til noget!). Der er kun én ting at sige: Hold kæft, hvor smagte det hele godt!!! Bagefter havde vi en dødhyggelig aften (og ½ nat) – Nogle blev siddende ved det udendørs langbord og sludrede og andre hyggede sig ved bålet, indtil jeg begik min anden eklatante brøler på samme dag. Huset var leveringsdygtig i en guitar og i min lettere opløftede tilstand fik jeg den vrangforestilling at jeg stadig kunne huske teksterne og ramme akkorderne. Det blev en katastrofe! Nåh – vi skulle jo i seng alligevel og heldigvis er Shadowfolk både forstående og tolerante, så jeg har endnu ikke fået hugget hverken hænder eller tunge af.

Søndag morgen var det Clas, som var morgenduelig og sprang i bølgerne, mens vi andre trak torsk i land. Efterhånden fik vi alle snøvlet os op og kom i tøjet. Selv mor Iben - som boede på hotel på nabogrunden – dukkede til sidst op, lige inden vi udsendte en efterlysning. Lejren blev pakket sammen og der blev hældt noget kaffe og morgenbrød indenbords. Det så heldigvis ud til at holde tørvejr, hurtigløberne fra sydhavsøerne spredte de første støvskyer, hvorefter vi andre fulgtes til Kalundborg, hvor Jyderne kørte sydpå og Københavnerne samt mor Iben kørte østpå. Poul og Linda blev tilbage for at gå til grundejerforeningsmøde og tale om bare r…!

Tak til Poul og Linda for gæstfrihed, til kokkene for lækker mad, til Holger for at finde Lennart og til jer alle sammen for en fin weekend.

Vi ses derude

Ken