Landstræf i Hejlsminde den 2-4. juli 2004 

For mit vedkommende startede turen i Bagsværd fredag kl. 13.00, da styret blev drejet mod Ringsted, hvor jeg skulle mødes med Iben og hendes bordeauxrøde chromdyr. Jeg holder meget af Iben (især om søndagen, hvor hendes stemme plejer at være væk), men hendes kværn – som er mere juvel- og chrombesat end Tutta Rosenberg og Liberace tilsammen – er da det mest vederstyggelige, der er set i mands minde. Vejret så ikke for godt ud, men vi slap helskindet over Storebæltsbroen, til trods for en kæmpe blåsort sky, der som et varmesøgende missil tordnede imod os. I Knudshoved kastede vi maskinerne ind i cafeteriet og blev der, indtil missilet tabte tålmodigheden og gik på jagt efter et par andre ”skygger”, det kunne drukne. Som de førtidspensionister vi er, trillede vi over Fyn ad den gamle landevej, over den gamle Lillebæltsbro og videre ad landevejen til Kolding. Lidt efter Kolding indhentede vi (de holdt stille) Jens og Lone og nogle stykker mere og sammen trillede vi de sidste kilometer til Hejlsminde.

Motorcyklerne kom i en lind strøm og inden aftenen var omme, var vi oppe på 28 maskiner og ca. 45 personer. Maskinmæssigt er det samme antal som sidste år, hvilket egentlig er lidt skuffende, da medlemstallet er steget væsentligt, men vejrudsigten har nok en væsentlig del af skylden for det manglende fremmøde, men tag ikke fejl: vi var rigeligt til at skabe en kanon weekend! Jan og Rita havde fyret op i grillen og så blev der ellers brændt pølser og bøffer i den store stil og vi, der kommer langvejs fra, fik et glædeligt gensyn med S. C. Fuglsangs ædle dråber.

Så er der steg på gaflen

Med teltene rejst, maverne fyldt og ½ balje Fuglsang indenbords var vi blevet modne til at besøge musikteltet på havnen i Hejlsminde. Og det kan musikteltet, arrangørerne og musikerne være glade for. Stemningen var mildt sagt døende, da vi entrede teltet og satte turbo på fadølsanlægget. De to musikere – en guitarist og en sanger som var glimrende – fik nyt liv og spillede stemningen op i for denne fredag aften ukendte højder. Med musikere i spillehumør og en motorcykelklub, som ikke kan beslutte sig for om den vil være en MC-klub eller en sangforening, kan det kun gå godt. På et tidspunkt gik der sport i at melde alle andre end sig selv til at give en sang (i grunden ikke særlig sympatisk, men mægtig skægt!). Rita (bagsædepassager hos Claus) tog udfordringen op og gik på scenen og fyrede ”Himmelhunden” af – RESPEKT!

Rita on stage

Siden røg Lone i gryden, først med ”Kvinde min” ved en fejltagelse og senere med ”Nina, kære Nina” – se drenge – det kalder jeg mandfolk!

Lone for fuld udblæsning

Og så skal vi lige erindre hinanden om, at Tanja har lovet at gå på scenen, næste gang der byder sig en lejlighed! Apropos ”Himmelhunden” – Sidste år kørte Adam hjem om aftenen i protest over musikken og over at skulle tvangsindlægges til at være i stue med ”Himmelhunden”. Det sidste forstår jeg ikke – det er da et yderst relevant spørgsmål, om man må tage hunde med i himlen. I mellemtiden må Adam have været på ”komme hinanden ved kursus”, for i år oplevede vi ham blive i teltet under ”Himmelhunden”, synge med på ”Himmelhunden”, synge for på ”Himmelhunden” og danse på bordet, mens han sang ”Himmelhunden” – i det hele taget opføre sig lige så idiotisk som alle os andre halvgamle fjolser, så det er da et fremskridt, der vil noget! Kl. 24.00 blev der sunget fødselsdagssang for Claus, som havde valgt at gå på toilettet lige på det tidspunkt. Til sidst slukkede musikerne for anlægget, baren lukkede og værten trak vækkeuret og så var der ikke andet for os at gøre end at gå tilbage til campingpladsen og partyteltet (en genial investering) og fortsætte med Fuglsang på dåse. Her demonstrerede Adam igen sin nye identitet og sang for på en sønderjysk (meget sønder) fællessang mens vi andre pippede med hvert vores fuglsangnæb.

Fødselaren er gået i dvale

Efterhånden fortrak folk til soveposerne og også jeg måtte til sidst give op og gøre plads for større dybder i konversationen. 

Lørdag morgen stod vi op til frisk kaffe og det store morgenbord. Af uransagelige årsager blev der også indtaget juice i mængder, som kunne finansiere en direkte pipeline til Rynkeby. Vejret var ikke for lovende – regnbygerne kom og gik og dagens køretur var konstant i farezonen. I mangel af bedre fordrev vi ventetiden med at stille alle motorcyklerne op til fotoparade.

 

Da vi endelig havde fået linet alle maskinerne op, fandt Brian pludselig ud af, at vi skulle stille dem i et V. I starten syntes de fleste vist, at ideen var et udslag af en mindre hjerneskade, men den viste sig faktisk at være rigtig god.

                

Mens vi hyggede os med at fotografere vores kæledægger kom Søren og Ejnar var det vist trillende ned på pladsen for at deltage i fællesturen. Søren – ved I nok – er ham, hvis forgaffel rager et godt stykke ind i næste måned og hvis fordæk er så blankslidt, at det kan bruges som toiletspejl, men sylfiden på tanken fejler ikke noget.

Da tiden nærmede sig for dagens køretur, blev himlen mørkere og mørkere. Mens folk trak i køretøjet og startede maskinerne, begyndte det at vælte ned. Jeg havde været nede ved vandet og konstateret, at himlen var sort, så langt øjet rakte, så jeg valgte at blive i teltet – det samme gjorde Iben, Niels og Preben (tror jeg nok). De andre havde iklædt sig Star Trek kostumet og fyret op under deres personlige Enterprise, så en efter en trillede de op til mødestedet. Roland kom lidt efter tilbage – partyteltet fristede mere end de jyske landeveje. Lyden da kortegen kørte væk gik i et med tordenvejret. Vi – de efterladte – hyggede os gevaldigt i teltet. Et par stykker af os brugte en rum tid på at udtænke, hvordan kaffemaskinen virkede. Da vi til sidst bare manglede at hælde vand på, tog jeg styrthjelmen på som paraply for at gå til vandposten, men glemte uheldigvis at tage cigaretten ud af munden, før jeg klappede visiret ned! Da regnen efter et par timer hørte op, hankede vi op i snublekysen og kørte ned på havnen. Kræmmermarkedet var i fuld gang, men vi startede selvfølgelig med at besøge udstillingspladsen foran teltet, hvor Viragofolket havde møvet sig ind i stedet for os. Kræmmermarkedet havde været bedre tjent med at fastholde os som udstillere. Der holdt 7 forkølede Virago’er, en enkelt Wild Star, et par Suzuki plasticraketter og en enkelt motorcykel – en Shadow 1100. Det var et af vores nye medlemmer Per, som havde gjort holdt på vej til campingpladsen og havde parkeret der, hvor de andre motorcykler holdt parkeret. Gjort bekendt med at Virago’er er smittebærere af flere smitsomme MC-vira, skyndte Per sig at bringe sin maskine uden for karantænezonen og tilslutte sig os andre på campingpladsen, så med formiddagsgæsterne talt med, var vi nu oppe på 31 maskiner. Efter små 4 timer kom de tapre landevejsriddere retur i mere eller mindre gennemblødt tilstand. Det havde styrtregnet på 1. halvdel af turen, i Haderslev havde man holdt krisemøde, men valgte at fortsætte og 2. halvdel af turen havde været OK.

Festmiddagen skulle indtages i musikteltet på havnen kl. 19.00, så vi havde god tid til at polere issen og hvad vi ellers hver især følte trang til for at gøre os præsentable. Præcis kl. 19.00 indtog vi musikteltet. Menuen stod på grillede spareribs, flødekartofler, flute og salat. Henrik – og jeg er enig med ham – gav udtryk for, at han var mere til kniv og gaffel end til fingergnavning, men det smagte nu udmærket. Flødekartoflerne var godt pebret, hvilket jeg godt kan li’ – det eneste der manglede, var muligheden for at kaste de afgnavede knogler over højre skulder, men hvis vi havde fået lidt mere Fuglsang inden middagen, havde vi sgu nok gjort det alligevel. Efter middagen blev der spillet op til dans. Orkestret – en duo – hed Shu-Bi-Duo (læg mærke til o’et). Om navnet ville overleve en retssag er nok tvivlsomt, men de spillede rivende godt! Det var meget mere end bare suppe, steg og is musik og de havde hele teltet med fra start til slut. Efterhånden som aftenen skred frem, blev stemningen mere og mere lystig, ikke bare ved vores borde, men i hele teltet. Et par tre shadowitter skulle absolut demonstrere deres manddom ved at lægge arm, men det foregik i al fredsommelighed. Per blev så høj af at vinde, at han et øjeblik efter stillede sig op på bordet og strippede til stor moro for hele teltet (og hvad kan man så udlede af det?).

       

 

      

At store mænd er dejlige, fik vi til fulde dokumenteret i løbet af aftenen – Iben måtte redde Jan, Lone reddede mig og Per, som havde vundet armlægningskonkurrencen, fik æren af selv at rage kastanierne ud af ilden. At man lidt efter kunne se ham suse rundt på dansegulvet med en sækkevogn, kunne forlede en til at få den tanke, at han måske ikke skulle have været så afvisende.

Klokken 02.00 var løjerne forbi og vi traskede tilbage til campingpladsen i pladder regnvejr fulgt godt på vej af Iben, som nåede at synge Just Walking in the Rain atten gange, før vi var fremme. Partyteltet måtte igen holde for til en stribe godnatdåser, mens Iben Just Walkede videre in the Rain et ukendt antal gange. Jeg løb til sidst tør for strøm og kastede mig gennem regnmasserne over til mit telt og ned i soveposen, som jeg efterhånden har lært at tage på på mindre end 10 minutter.

Søndag morgen måtte Iben med de sidste rester af sin forsvundne stemme purre mig klokken halv ti – det regnede stadig! Der blev hældt noget kaffe og et par rundstykker indenbords og så var det ellers bare med at blive klar til generalforsamlingen klokken ti. Holger tog motorcyklen op til baderummet med et håndklæde over armen (jeg tør slet ikke tænke på konsekvenserne, hvis Holgers motorcykel strejker i otte dage). Lidt i ti måtte vi – endnu en gang – bøje os i støvet for Lennarts uforlignelige evne til at overraske og forbløffe. Lennart havde af ukendte årsager ikke deltaget i træffet, men dog lovet at komme til generalforsamlingen og ganske rigtigt: Ti minutter i ti trillede han ind på pladsen – PÅ CYKEL!!! For god ordens skyld skal det lige bemærkes, at Lennart bor i København. Om jeg så lever til jeg bliver 200 år, vil jeg aldrig evne at forstå, hvad der sker i den mands hjerne. Og ikke nok med det. Lennart er som bekendt så distræt, at han formentlig glemmer at komme til sin egen begravelse og det er sket mere end en gang, at han er mødt op på motorcykel med masser af bagageplads og så har glemt at medbringe det eneste, han har skullet huske – T-shirts og stofmærker. Men denne gang, hvor han skulle rejse med futtog tværs over landet med cykel og bagage under armen, for derefter at skulle cykle 18 kilometer til campingpladsen, havde han husket ikke bare T-shirts, stofmærker og sweatshirts med og uden hætte, men også keramiske præmieflodheste og bøger. Da vi tre timer senere satte skyggen i hjemgear, passerede vi Lennart, som med et saligt smil om munden trampede i pedalerne på vej tilbage til Kolding Station!

Referatet fra generalforsamlingen kan læses andetsteds, men det skal da lige nævnes, at den blev gennemført i et scenarie, som minder meget om den berømte teaterscene i Olsen Banden i Teatret. Regnbygerne kom og gik i et væk og hver gang, det regnede, kunne vi ikke høre et kvidder, så fremgangsmåden var enkel: Regnbyge = pause, ophold i regnen = skynde sig at nå et punkt mere på dagsordenen og sådan blev det ved i to timer. Blandt de mere festlige indslag kan nævnes, at Iben vandt1. præmie (en nuser blå keramikflodhest) for den flotteste motorcykel på træffet,

Ibens Kværn – Lones bajer

 

Kurt fik 1. præmie (en bror til Ibens flodhest) for bedste turinitiativ (Ho Bugt), Holger vandt 1. præmie (en løgnagtig bog) for bedste løgnehistorier på hjemmesiden, Steen fik en blindestok som erstatning for den, han mistede lige inden træffet og endelig vandt Rita (Clauses) 1. præmie (et års kontingentfrihed med diplom) for størst underholdningsværdi på træffet – så nu mangler du bare at melde dig ind Rita, for at kunne inkassere præmien.

 

Omkring klokken 13.00 dampede vi alle sammen af, undtagen ApotekerKlaus, som blev tilbage for at nyde stilheden en dags tid eller to. Mor Iben og jeg forventede at få en våd hjemtur, men vindguderne var med os. Til trods for regnvåde veje en stor del af turen hjem, fik vi ikke en eneste dråbe regn.  Vel hjemme igen må jeg konstatere, at til trods for vejret har det været en super duper kanon tur, så alle I sofaryttere som blev hjemme, snyder jer selv for en oplevelse, hvis I ikke deltager på næste års landstræf, hvor vi har 5 års jubilæum. En særlig varm tak til Jan og Rita, som endnu en gang præsterede en kæmpe indsats, for at vi andre kunne få en god oplevelse.

 

Vi ses derude

Ken