Tegner Museum's tur


Fra: Ken (41)
Søndagstur den 22. juni 2003.
5 "skygger" og seks hoveder mødtes kl. 11.00 på polititorvet i København og kørte til "Bøndernes hegn", hvor Poul og undertegnede stødte til.
Herefter gik turen gennem Nordsjælland, langs med Esrum Sø og op til Tegner's Museum.
Lennart havde forladt den hjemlige arne med et hul i maven på størrelse med en mellemstor hangar, så han nærmest småløb ned til "restauranten" og vi andre fulgte pænt efter i et tempo, som var mere i harmoni med den ro, som vores efterladte maskinpark udstrålede.
At tegner's Museum er i krise kunne man straks udlede af den panik, som vores besøg medførte. Krofatter/mutter fik klare stresssymptomer og nervøst udslæt ved at modtage så mange bestillinger på een gang og end ikke alverdens gule sedler kunne forhindre, at der gik "koks" i antallet af sandwich og "fritteportioner", men de var søde og imødekommende og dermed tilgivet.

Nu var tiden kommet for den ultimative verdenssensation: ROCKERKLUBBEN GIK PÅ KUNSTMUSEUM!
Den stakkels billetadministrator var seriøst i tvivl om, hvor vidt han skulle give os grupperabat eller ringe efter politiet, men af frygt for repressalier valgte han det første.
Jeg skal ikke gøre mig klog på Tegner's kunst - det er mere Lennarts gebet - men naturområdet, som huser museet er utrolig spændende, idet en sandkile langt ind fra kysten har skabt et hedelignende landskab.
En sindig jyde ville bare kalde området for Dronningmølle Hede eller noget lignende, men for en sjællænder må området mindst kunne sammenlignes med den sibiriske tundra - derfor har det da også fået det helt officielle navn "Rusland" - I Jylland har de Blokhus Klitplantage og Hjerl Hede - på Sjælland har vi Heatherhill og Rusland.

Så trillede vi ud til Gilleleje Havn, som altid er et besøg værd, når vejret er godt - og så kan man jo altid labbe lidt beundrende blikke i sig. Som en forbipasserende herre udtrykte det: "Lydløs elegance"! - men det var selvfølgelig kun møntet på os, der kører med originalpotter.
Lennarts hul i maven var igen begyndt at gøre opmærksom på sin eksistens, så vi andre besluttede i fællesskab at finde et ishus til ham.
Sydpå igen, østen om Esrum Sø og da vi var 7 om beslutningen, kørte vi også forkert 7 gange, indtil Lennart til sidst tog sagen i eget gashåndtag. Derefter trillede vi videre mod udgangspunktet.
Poul var en fortrinlig førerhund på hele turen, men desværre gik der et eller andet galt til sidst, så vi andre måtte takke af uden Poul efter en fin dag i det nordsjællandske - de fleste af os kørte til vores destination i københavnsområdet og to seje gutter påbegyndte turen hjem til Vordingborg.

Tak til alle for en herlig tur
Ken (041)